NÅR AFSTIGMATISERING - STIGMATISERER.
Dette er jo en debatgruppe, og man må derfor kunne rumme diskussioner - tænker jeg - Et af de emner jeg synes er interessant er når afstigmatiseringsindsatser får den modsatte virkning.
Jeg hørte forleden et oplæg, hvor oplægsholder Rasmus Johnsen fortalte om det fænomen, at hvis man får folk til at tale om psykisk sygdom - så tager de fænomenerne til sig, og bruger dem i hverdagstalen, Så Depression udvandes og bliver en hverdagsfølelse som alle bruger til at beskrive en dårlig dag med.
Han fortalte også om en anden tendens. At mennesker med diagnoser fremstilles som mennesker med særlige evner (Feks Homeland og Broen). Det er faktisk en tendens der kan spores tilbage til Sokrates.
Bivirkningen af dette bliver at folk, der virkeligt lider under deres sygdom - sættes i et uhensigtsmæssigt lys - Hvorfor bruger du ikke bare dine særlige evner? Skal du ikke bare tage dig sammen, er du svag?
Jeg har engang skrevet her på FB at jeg ikke føler mig Handicappet - mere superheltekappet - ledsaget af en svævende superman i en psykologpraksis. Jeg mener at min bipolare lidelse er en del af mig, at den giver mig en sårbarhed, men også at den rummer et potentiale.
Jeg tror at når jeg har fundet dette potentiale så skyldes det dels mange års liv med sygdommen, en stædighed og en enorm portion held i hvordan jeg er blevet mødt af mennesker.
For mig er det sygelige at følelser kan blive så store at de tager kontrollen over mig når jeg er stresset. Derfor er det vigtigt at forebygge stress... hele tiden... hver eneste time... Og der er så mange situationer jeg ikke er herre over, hvor mine omgivelser skal hjælpe, støtte og anerkende mig.
Det er ikke just den politik regeringen fører, kommunerne fører, alle arbejdsgivere fører, alle ægtefæller fører - hjælp støtte og anerkendelse Så jeg siger ikke alle bare kan komme igennem lidelsen og få et godt liv med deres sygdom ved egen indsats. Det afhænger meget af de mennesker de møder på deres vej.
Ikke desto mindre håber jeg at min historie, bidder af den, kan inspirere hist og pist - og indgyde et håb om at det måske er muligt - ihvertfald at få et bedre liv med sygdommen. Bedre kunne forebygge noget af stressallergien.
For har man ikke det håb, er jeg bange for at man vil hænge fat i lidelsen